Loading...

Til dig som ikke kender mig i forvejen ....

.... synes jeg at, det er vigtigt, at du ved hvem der gemmer sig bag KlinikNina. Grunden hertil er at, massage og anden form for komplimentær behandling, er en tillidssag, jeg kommer jo tæt på mine klienter når jeg behandler, og ofte taler vi også om meget private ting, derfor har jeg også tavshedspligt. Jeg har dyb respekt for at mine klienter vælger at komme hos mig, og jeg vil til enhver tid forsøge at gøre mit bedste - eller som minimum, sende dem afsted til andre der kan hjælpe.

Jeg startede som fysiurgisk massør i 2016, da jeg var igang med min uddannelse, og stadig havde et fuldtidsjob ved siden af. Det tog dog hurtigt fart og den 20.4.2017 oprettede jeg mit cvr nr. Jeg blev ved med at hælde viden på videnstanken, så jeg kunne hjælpe flere mennesker, så den 1.12.2017 sagde jeg mit job op, og begyndte at arbejde fuld tid i min klinik - og her hygger jeg mig.

Siden da har jeg ikke kunnet bremse min egen nysgerrighed , så jeg har efterhånden taget en del kurser og uddannelser, fordi kroppen er så utrolig interessant, kompleks og alligevel så fantastisk enkel - hvis bare vi forstår at tolke den.

I oktober 2018 kastede jeg mig over Biopat studiet, som jeg tog via Institut for Biologisk Medicin i Dragør - jeg blev eksamineret d. 16.6.2021. Til dig som gerne vil vide hvad en Biopat er, så er det en beskyttet titel der tager mellem 3-5 år at erhverve sig. En Biopat hjælper kroppen med at komme i balance, fx efter længerevarende sygdom, hospitalsophold, operation eller hvis man har levet en hektisk tilværelse, som måske har været årsag til dårlig fordøjelse, dårlige søvnvaner, kroniske lidelser eller noget helt andet - du kender sikkert godt fornemmelsen af at du ikke føler dig helt på toppen, og måske er fyldt op af en masse tankemylder?? Det jeg kan gøre er, at levere nogle værktøjer, som så er op til dig om du vil benytte dig af. Jeg laver en journal i samarbejde med dig, som er meget grundig og fyldestgørende, for at få klarlagt hvad der kan være mulige årsager til dine symptomer. Derefter laver jeg det man kalder et regenerationsprogram til dig, hvor jeg er gået i dybden med at finde de allerbedste vitaminer, mineraler, urter, fedtsyrer, kostforslag og måske også idéer til motion, så du kan komme tilbage "til livet", hurtigst muligt. Det er vigtigt at fortælle at en Biopat ikke er en læge, og derfor bør du konsulterer lægen før du opsøger en Biopat.

I september 2020, blev jeg færdig som zoneterapeut, på samme skole (Institut for Biologisk Medicin). Zoneterapien på denne skole, går hånd i hånd med Biopatien, fordi biopatien understøttes af zoneterapien og omvendt. Den uddannelse er virkelig vokset på mig, den er noget helt specielt, som kan hjælpe på mangt og meget. Jeg er allerede godt i gang med at bruge den flittigt i klinikken.

Jeg har også færdiggjort uddannelsen Support & Care - kræft, i januar 2022 (også fra Institut for Biologisk Medicin). Det er den eneste uddannelse af sin slags i Danmark, og den handler om kræftrådgivning. Jeg vil lige skynde mig at sige at jeg ikke behandler kræft, men uddannelsen uddanner rådgivere, som hjælper både den kræftramte og de pårørende, med at navigere rundt i hvor der findes behandlingssteder, både i Danmark men også i udlandet - da det kan være lidt af en jungle. Det er en fantastisk uddannelse. Vi læser både onkologi, biokemi, farmakologi og vi undervises på studiet af biokemikere, tidligere kræftpatienter, læger, komplimentære behandlere, psykologer, forfattere og mange flere. Også her bruger jeg biopatien, for at vejlede i støttende terapier, der kan hjælpe en svækket krop.

Jeg har også uddannet mig i ansigtszoneterapi, som ligger op ad fodzoneterapien (også kaldet ansigtsrefleksterapi), og måske kender du den? Den er udviklet af Lone Sørensen igennem snart 40 år. Den er fantastisk, fordi med den har jeg mulighed for at hjælpe de mennesker, hvor problemer med centralnervesystemet, kommer til udtryk i kroppen via fysiske symptomer. Jeg har allerede nu haft gode oplevelser med behandlingsmetoden. Spørg endelig hvis du ønsker at høre mere.

Ud over det er jeg uddannet, fitness instruktør i 2012, personlig træner, kostvejleder kom på cv´et i 2013. og jeg har i flere år undervist mange hold, både i crossfit, Les Mills (bodypump, step og grit) og fra 2016 t.o.m. 2020, har jeg undervist nogle af Hjerteforeningens motionshold i Vordingborg kommune.

Så for liiige at remse op hvad jeg ellers kan, er jeg også uddannet NADA-udøver (en specifik øreakupunktur), skadesterapeut, Reiki healer, jeg er uddannet i lymfedrænage og i tørbørstning m/oliemassage. Ja det er vist det, men det er også nok. Hvis du har læst med hertil, så er jeg dybt imponeret.

Forresten, så er jeg født i maj 1975, jeg har en voksen datter der sammen med sin forlovede, har skænket mig mit første barnebarn, i december 2020. Jeg bor sammen med min mand i Klarskov, lidt udenfor Vordingborg, hvor min klinik også er beliggende.

Jeg håber at vi ses en dag. Skulle du have spørgsmål, er du velkommen til at kontakte mig på tlf.: 26 42 61 56.